Gener i form af klump-fornemmelse i halsen, evt. med rømmetrang, hoste eller gentagne synkebevægelser, kan ofte være ledsaget af stemmetræthed.
Hvis der ikke findes en sygdom som årsag, skyldes problemerne
ofte spændinger i muskulaturen omkring struben og i svælget. Her findes talrige muskler, som helt eller delvist har til opgave at støtte struben ved åndedræt, tale eller sang.
Musklerne kan belastes pga.
spændinger eller ved en forkert sangteknik. Det giver sjældent smerter som ved myoser i nakken, derimod føles det som en klump eller en tør plet i halsen.
Andre oplever det som sejt slim eller som fornemmelse
af et fremmedlegeme. For megen mavesyre kan forværre generne.
”Behandlingen” består i en grundig undersøgelse for at udelukke sygdom i struben. Dernæst skærpet opmærksomhed omkring rømmen
og synkebevægelser, for at begrænse disse mest muligt. Forsøg at ”sukke dybt” i stedet. Varme på de ømme muskler vil ofte give lindring. . Hvis der er for megen mavesyre kan man forsøge håndkøbsmedicinen
Gaviscon, der nedsætter tilbageløb af mavesyre.