Øre-Næse-Hals kirurgisk klinik i Grenaa

Ørebørn - hvorfor dræn?


Ørebørn - hvorfor indsætte dræn?

Væske og tendens til mellemørebetændelse optræder hyppigt hos små børn som følge af øvre luftvejsinfektioner. Meget ofte starter problemerne allerede før 1 års alderen. Når tilstanden bliver ved i lang tid, trods forsøg på behandling, taler man om "ørebørn".

Det karakteristiske ved ørebørn er:

  • Uro, især om natten – smerter – febertendens.
  • Mange har gentagne mellemørebetændelser, der ikke rigtigt går over.
  • Sprogudviklingen går i stå.
  • Psykisk bliver flere af børnene lidt ”uregerlige” og irritable.

    Man skal have tålmodighed...
    Almindelig væske i ørerne går væk af sig selv inden for 3 måneder hos 2/3 af børnene. Hvis der ikke er større gener, kan man blot vente på, at det forsvinder af sig selv. Som regel er det afgørende, om den forkølelse, der har sat det hele i gang, forsvinder.

    Punktur af trommehinden
    Punktur af trommehinden hjælper kun kortvarigt, hvis forkølelsen fortsætter. Det er i reglen en smertelindrende behandling, der ikke ændrer forløbet på længere sigt.
    Ofte kan man opnå tilfredsstillende smertelindring ved at give paracetamol (Pinex eller Pamol).

    Om dræn
  • Dræn indsættes i fuld narkose, når tilstanden er langvarig og vedvarende generende.
  • Indsættelse af dræn foregår på bestemte dage i øreklinikken, hvor narkoselægen kommer (som regel fredag).
  • Operationen tager kun kort tid efterfulgt af en opvågning og varer i alt cirka ½ time.
  • Dræn er sjældent tvingende nødvendige, men skader heller ikke øret på lang sigt.
  • Se nærmere detaljer under ”Spørgsmål ved dræn” og ”Vejledning om bedøvelse hos ørelægen”.
  • Nogle gange foreslår vi også at fjerne polypper hos ørebørn, da det kan have en gavnlig effekt på forløbet. Det kan reducere tendens til forkølelse.

  • Link til en lille film om drengen Finn, der skal have anlagt dræn og bedøves: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/oere-naese-hals/illustrationer/animationer/finn-skal-bedoeves/