Tinnitus

TINNITUS
Alle lyde i ørerne, som ikke kan høres af andre end en selv, kaldes tinnitus.
Tinnitus er ikke en sygdom i sig selv.
Næsten alle mennesker kender til det fænomen, at der kortvarigt kan være en tone for øret eller ørene.
Hvis man placerer 100 mennesker i et såkaldt lyddødt rum uden udefra kommende lyde, vil 95 af dem berette, at de alligevel hører forskellige former for lyde.
Lydene, der faktisk er temmelig svage, kommer fra det indre øre eller hørenerven.
Nogle kalder lydene ”hjernens egen musik”, mens andre kalder det for ”djævlens orkester”.
Tinnitus kan skyldes støjskade, som kan være kommet længe inden tilstanden opstår.

SYMPTOMER
Hos folk, der lider af tinnitus, høres lydene i det daglige, og for den enkelte kan det være meget generende.
Ofte vil det være mest generende i begyndelsen, og selv om tinnitus ikke ændrer sig, vil generne blive mindre for som regel til sidst at forsvinde;
Man har så vænnet sig til ørets egne lyde. Lydene er mest generende, når man er i stille omgivelser, f.eks. når man skal lægge sig til at sove.

Hvis man har generende tinnitus, vil man blive undersøgt hos øre-næse-halslægen, som undersøger alle hjernenerverne og laver en høreprøve.
Tinnitus kan være forbundet med hørenedsættelse i især de lyse toner.
Ørets egne lyde høres tydeligere, fordi baggrundsstøjen høres mindre tydeligt.

I ganske enkelte tilfælde skyldes tinnitus sygdomme i mellemøre eller på hørenerven, hvilket vil blive be- eller afkræftet ved undersøgelsen hos specialisten, evt. suppleret med yderligere undersøgelser på en hospitalsafdeling.

BEHANDLING
Der findes ikke nogen egentlig behandling mod tinnitus, men problemet kan afhjælpes på forskellige måder.
Ofte vil det være beroligende at få at vide, at der ikke er tale om noget farligt.
Mange er bange for at have blodpropper eller svulster i hjernen eller andre alvorlige lidelser.
Nogle er bekymrede for at blive sindsyge, og andre er igen nervøse for at miste hørelsen.
Så galt går det dog som hovedregel ikke !

En måde at afhjælpe problemet på er, at overdøve lyden med andre lyde.
Hvis der er en ledsagende hørenedsættelse, kan selve det at få høreapparatet være nok til at fjerne lyden.
De færreste sover dog med høreapparatet på, så her kan løsningen være at have en radio med svag musik tændt, eller man kan købe en såkaldt ”lydpude”.
Hvis hørelsen er helt normal, kan man også hjælpes med en ”tinnitusmasker”.
Henvisning til hørecentral kommer ofte på tale.